Gildets historie

I 1951 foreslog en initiativgruppe fra 5. Sct. Georgs Gilde i Aalborg, at der skulle oprettes det første fællesgilde i Aalborg, dvs. et gilde, der var åbent for begge køn, idet der under det daværende Aalborg Stadsgilde kun var "rene gilder" 4 mandsgilder (1. 3. 4. og 5.gilde) og 1 pigegilde 2. gilde. 

Det var en svær fødsel, idet der blandt andet fra den siddende stadsgildeledelse og visse kredse i de etablerede gilder ikke var meget forståelse for at oprette et fællesgilde, men sådanne ledelser udskiftes og sæder skifter karakter, og med blandt andet en ny stadsgildemester blev der vundet gehør for sagen.

18 gildebrødre fra henholdsvis 1., 2. og 5. Sct. Georgs Gilde i Aalborg meldte sig til overflyttelse til det nye gilde.

Ved en indvielsesgildehal i Odd Fellow Palæet i Aalborg, mandag den 28. april 1952 blev disse 18 gildebrødre så overflyttet fra deres respektive gilder og kom derved til at danne grundstammen for det nye fællesgilde i Aalborg. Landsgildemester Erik Sjøquist, kaldet Sjø, foretog på landsgildets vegne indvielsen af gildet og talte i sin indvielsestale om fællesskabet mellem mand og kvinde. Som den første gildeledelse blev indsat som gildemester Erik Møller, gildekansler Børge Pedersen, gildeskatmester Tove Müller.

6. Sct. Georgs Gilde er siden blevet "mor" til 10. Sct. Georgs Gilde (22.08.1970) og "mormor" til 12. Sct. Georgs Gilde i Aalborg (26.10.1977).

Gennem årene har gildet ved forskellige aktiviteter, såsom Pinsemarkeder, bogsalg, fiskedam, salg af plaider og gildetørklæder, loppemarkeder, omdeling af bladet ”Sundsholmeren” samt kustodearbejde ved Sundbysamlingernes huse i Urtehaven i Nørresundby etc. indtjent midler til humanitært arbejde. Ved vort 50 års jubilæum i 2002 havde vi den glæde at kunne formidle kr. 28.500 til forskellige humanitære formål fra vores hjælpefond, ligesom vi ved vort 60 års jubilæum i 2012 kunne uddele kr. 60.000.

Efter 25 år hvor gildet har stået for tilrettelæggelsen af 7 – 8 STIFINDERTURE om året i den nordjyske natur, blev den sidste tur afsluttet ved Koldkærhytten den 21. august 2016.

Gennem de seneste år har gildet været på flere weekendture, som blandt andet er gået til Spejdercenter TYDAL i Sydslesvig og KFUM-spejdernes kursuscenter HOUENS ODDE.

I maj 2010 var 23 gildebrødre og 4 ægtefæller på tur i Djurslands smukke natur. Vi besøgte blandt andet Rosenholm Slot, Thorsager Kirke, Sostrup Slot og Kloster, Agri Bavnehøj og Knebel Kirke. Vi overnattede på Gjerrild Vandrehjem.

I maj 2014 var 23 gildebrødre og 2 ægtefæller på en tur i Vestjylland. Vi samledes og spiste frokost ved ”Tinkerdal Besøgssted” og kørte derefter til Borbjerg Mølle Kro, hvor vi overnattede i 2 nætter i gode værelser og smukke omgivelser – med dejlig aftenunderholdning, som deltagerne gruppevis underholdt med. Vi besøgte blandt andet Strandingsmuseet St. Georgs, Bøvlingbjerg Hornvarefabrik og Gammelgård Glas.

I maj 2016 var 23 gildebrødre og 6 ægtefæller på en tur i Midtjylland. Vi samledes og spiste frokost ved Tange Sø og kørte derefter til Nørre Vissing Kro, hvor vi overnattede i 2 nætter i gode værelser. Nogle fik eftermiddagskaffe i restauranten, mens andre foretrak en drink på kroens terrasse. Middagen var lækker og de enkelte grupper underholdt. Næste dag besøgte vi Øm Kloster og spiste frokost på Himmelbjerget. Derefter besøgte vi Kunstcentret Silkeborg Bad. Middagen indtog vi igen på Nørre Vissing Kro, og der var også denne aften gruppevis underholdning. Efter morgenmaden tog vi til Energimuseet (Tangemuseet), hvor vi blandt andet i Bohr Tårnet fik et ”Højspændings Show”.

I 2017 nærmere betegnet 13. og 14. september var 22 gildebrødre og 5 ledsagere på en gildetur i THY-området. Vi mødtes kl. 10.00 ved Aggersborg Kirke, hvor tur-udvalget havde sørget for morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi til Vejlernes INFO-hus, hvor vi nød den smukke udsigt over Vejlerne. Derefter besøgte i Frøstrup Minilandsby (desværre i regnvejr) og Frøstrup-lejren, hvor der var en helt særlig stemning. Frokosten skulle vi have nydt udendørs i Nationalpark Thy, men vejret var ikke rigtig med os, så vi kørte til Kirsten Kjærs Museum, hvor vi spiste vor medbragte mad. Personalet var meget imødekommende, og vi kvitterede med lidt kontanter i museets kasse. Kl. 16.00 var der indkvartering på Hotel Limfjorden i Thisted, hvor vi fik kaffe/the med kage. Om aftenen var der en 2-retters middag/buffet, og de enkelte grupper underholdt. Overnatning foregik i dejlige værelser med bad, alle placeret i stueplan, hvor der også var swimmingpool og sauna, som enkelte benyttede sig af.

Efter morgenmaden næste dag kørte vi mod Nr. Vorupør, Klitmøller og Hanstholm. I Nr. Vorupør blev der hos fiskehandleren indkøbt fiskefrikadeller og fiskefileter til vor frokost, som blev indtaget i solskinsvejr ved Bunkermuseet i Hanstholm. Vi skiltes ca. kl. 15.00 efter en veltilrettelagt tur med et dejligt samvær.

 

Gildet har skrevet følgende Jubilæumsskrifter:

Festskrift - 6. Sct, Georgs Gilde - Aalborg - 1952-1977.

"Spredte glimt ... 1952 - 28. april - 1992".

Billeder af 6. Sct. Georgs Gildes Historie, Jubilæumsskrift for 10-året 1992 - 28. april - 2002.

Billeder af 6. Sct. Georgs Gildes Historie, Jubilæumsskrift for 10-året 2002 - 28. april - 2012.

Opdateret 5. marts 2018, kl. 17.00